Mens mange festivaler sætter entré-prisen op, kan vi sige:
Kløften Festival fastholder prisen i 2024
Kære Kløften-Venner
Det er blevet dyrere at afholde musikfestival.
Særligt prisen for musik er steget markant, og det kan virkelig mærkes i Kløften Festival. Sidste år fik vi at vide, at det var det bedste musikprogram (måske) nogensinde, og vi vil også gerne give dig en helt særlig Kløften oplevelse i 2024.
Derfor har vi været i gang med den store lommeregner for at kigge på, hvordan vi kunne undgå at billetprisen skulle stige igen i år – og det er lykkedes.
Tre-dages og én-dags billetter.
Det der bliver anderledes i år er, at der ikke kommer en 2-dags billet til salg.
Ved at udfase 2-dagsbilletten til fordel for billetter til de enkelte dage, har vi kunne skabe en del af det økonomiske råderum, der skulle til for at undgå generelle prisstigninger.
Hvis du ikke har mulighed for – eller energi til – at deltage alle tre dage, vil vi gerne appellere til, at du i stedet køber billetter til de dage, hvor du kan deltage.
Til gengæld åbner vi op for salget af én-dags-billetter allerede onsdag d. 1. November kl. 10.00, og ikke først til december, som oprindeligt var planlagt.
Vi håber på Jeres forståelse
Det er hvert år en kunst at tilpasse os til nye vilkår og forandringer, der sker i samfundet, og som er med til at sætte rammerne for, hvordan vi kan afholde festival.
Hvert år har vi ét mål: At vi kan afholde endnu en fantastisk Kløften Festival, der samler mennesker i det glade fællesskab, som vores festival er – og fortsat skal være – kendt for.
Vi er allerede i fuld gang med at planlægge 2024, og inden længe begynder vi at offentliggøre de første navne, og det glæder vi os helt vildt til.