Skip to main content

Kløften Contest 2019 udvider og udvikler!

Efter at have ligget stille i en årrække indgik Kløften Festival og Musikforeningen Banehuset i 2017 et samarbejde om at genoplive contesten. I 2018 kom HUR (Haderslev Ungdomsråd) med i samarbejdet og her i 2019, kan vi meddele, at også Vedsted Søfestival støtter op om arrangementet som partner.

Samarbejdet betyder rent praktisk, at aktørerne er med til at vælge, hvilke artister der går videre fra prækvalifikationen til den egentlige contest og benytter deres respektive medier til at gøre opmærksomme på denne fantastiske event, der nu for fjerde gang afvikles på Banehuset i Sommersted.

Deltagende artister skal på Contesten kunne levere 3 numre eller ca. 15 minutters koncert af egne produktioner. Contesten retter sig primært mod lokale kunstnere, men i princippet kan bands fra hele landet deltage, hvilket da også har været tilfældet de forrige år. Vinderen af contesten får et gig (job) på dette års Kløften Festival og en optræden på Vedsted Søfestival også i år. HUR benytter også contesten, til at tjekke ud, om der er bands de gerne vil hyre til HUR-Festival.

Ca. 10 artister går videre fra prækvalifikationen til Contesten, hvis kvaliteten er til det.

Kvaliteten har været utrolig høj og kampen om 1. pladsen endnu hårdere, hvorfor der er mulig for, at dommerne, ud at vælge en vinder, kan udstede et wildcard til enten dette eller næste års Kløften Festival.

Dommerpanelet sammensættes fra år til år, og består af erfarne udøvende artister og folk fra enten musik- eller festivalmiljøet.

Hansi Aastradsen (scenekoordinator Kløften Festival) udtaler:

”Kløften er super glade for de samarbejder vi har kunne indgå omkring contesten. Rammerne og crewet på Banehuset kan man ikke ønske sig bedre. Det er jo et fantastisk spillested der ligger her midt i kommunen. Vedsted Søfestival har siden dets etablering vist sig som en seriøs kollega, med god lokal opbakning og kompetente arrangører, der lige som Kløften gerne vil understøtte talentudviklingen. HUR er jo entusiastiske unge mennesker med en god kontakt til det unge segment, hvorfor det er helt naturligt, at de da også skal ”lege med”. Haderslev Kommune, som geografisk størrelse, var i 80´erne og 90´erne kendt for sit undergrundsliv og mangfoldige amatørscene – det har været lidt op af bakke med det de senere år, men vi fornemmer der stille og roligt er ved at ske noget igen, og så skal vi, som aktører inden for den rytmiske musik selvfølgelig gøre, hvad vi kan for, at morgendagens stjerner kan afprøve deres talent i professionelle rammer”.

Thor Hilbrecht (formand Banehuset) udtaler:

Kløften Contest er en event og en fest, som vi altid ser frem til. Det er selvfølgelig et stort arbejde fra tidlig morgen til sen aften/nat, men det engagement og den glæde vi oplever når unge talenter og mere erfarne musikere indtager scenen, og bare giver den gas i de der 15 min, det er sq det hele værd. Vi får tilmeldinger fra stort set hele landet, men opfordringen til de lokale skal være ”kom nu ud af busken”, der er alt og vinde og intet at tabe. Det kunne være fedt om contesten blev en event, som flere og flere, publikummer som artister, bakker op om. Banehuset er i alt fald klar med både teknik og kolde fadøl m.m.

Lars Skovbo Boisen (formand Vedsted Søfestival) udtaler:

”VedstedSøFestival ser frem til et fantastisk samarbejde med banehuset, kløften og HUR. Samarbejdet vil på sigt kunne styrke kulturlivet i hele kommunen og løfte talent massen. VedstedSøFestival glæder sig til at vinderen skal åbne SøScenen på VedstedSøFestival lørdag d. 15. juni 2019.”

Kløften Contest afvikles lørdag den 8. juni fra kl. 14 og der er gratis adgang. Ønsker man som artist at deltage i contesten, kan tilmelding ske via http://banehuset.dk/contest/

Deadline for tilmelding er d. 1.3.