Kløften Festivals Støtteforening inviterer til sæsonens første ‘Kløftendag hos Andy’.
Det foregår lørdag den 3. december kl. 13-15 på Andy’s Bar de Ville, hvor Kenn Lending og Henning Verner har lovet at lægge en god musikalsk julebund under eftermiddagen. Der er denne dag mulighed for at købe billetter af alle typer til Kløften Festival 2017. Så julegaven er sikret!
I anledning af julen har Kløftens Støtteforening endvidere arrangeret en lille konkurrence, hvor der blandt alle billetkøbere denne dag, trækkes lod om en ekstra 3-dagesbillet til Kløften Festival 2017. Og så er det ikke engang nok med det julehumør – alle billetkøbere, får en gratis øl eller vand med i handelen.
Den musikalske underholdning er lagt i hænderne på Kenn Lending (guitar & vokal) og Henning Verner (keyboards). De to har kendt hinanden siden midten af halvfjerdserne, hvor de spillede sammen i soulbandet ‘Survivors’ med sangeren Roy Richards. I 1980 startede Kenn sit eget ‘Kenn Lending Blues Band’, hvor Hennig Verner var medlem fra 1987 og frem til 1995, hvor han måtte stoppe pga travlhed med hans ‘civile’ job som arkitekt. Men omkring 1990 var idéen til at lave en duo opstået, og den holdt ved, primært med optræden på små hyggelige steder, der hverken havde plads eller økonomi til et helt band. Repertoiret består af halvakustiske versioner af numre fra ‘Kenn Lending Blues Band’, krydret med traditionel blues og boogie.