Nedenstående har Kløften modtaget fra Daniel Sewohl, som har været Kløften arrangør gennem en årrække, og som nu hvert år kommer hjem til Haderslev fra Norge (sammen med andre trofaste hjælpere) for at hjælpe med at få Kløften Festival stablet på benene I weekenden, hvor skolernes sommerferie starter.
Daniel har gennem årene været formidler og bindeled mellem Kløften Festival og aftagerne af overskudsmaden herfra.
Vi er ydmyge overfor hvor meget donationen betyder for psykisk syge og social udsatte, og mener at dette bør deles med offentligheden – det være hermed gjort!
Med venlig hilsen
Conny Krab
Kløften Festival
Daniel skriver
Jeg har ikke overblik over hvor mange år som Kløften festival har doneret overskudsmaden til psykisk syge og socialt udsatte mennesker… men tiden går og jeg ved at Kløften festival var blandt de første i Danmark som delte overskudsmad ud til socialt udsatte. I min verden er der ikke meget der giver mere mening en dette. I år blev maden delt mellem et værested for aktive misbrugere og Kolding kommunes opsøgende team. Værestedet Regnbuen tilbyder hver dag varm mad til folk som lever på gaden, mennesker i nød og aktive misbrugere. De trænger kærlighed og varm mad. Kløften festival leverer begge dele. Regnbuen fik halvdelen af Kløftens overskudsmad. Den anden halvdel gik til Kolding kommunes opsøgende team. Jeg har selv arbejdet der tidligere og jeg ved hvor meget maden fra Kløften festival betyder. Det opsøgende team laver gerne maden om til portionsmad og fryser det ned. På den måde kan det opsøgende team bruge af maden året igennem. Det opsøgende team forsøger at få kontakt til psykisk syge, ensomme mennesker. Ofte mennesker der er så skræmt af verden, at de gemmer sig og ikke vil snakke med nogen. Jeg husker selv et faldefærdigt hus på landet udenfor Kolding. Der boede en ensom ældre mand. Naboerne så ham sjældent og huset var fyldt af gammel skrald. I lang tid ville han ikke have kontakt med mig,,, men en gang hver uge satte jeg mad på hans trappe trin og en dag åbnede han døren… Takket være Kløften festival. Og der findes nu flere hundrede af den slags historier. Gennem årene har mange mennesker fået hjælp via kløftens overskudsmad. Vi forsøgte faktisk i starten at tilbyde det til Haderslev kommune, men de sagde nej tak. Det skal også siges at mængderne af overskudsmad er store og det kræver sit at håndtere det. Uanset…så har fattigdom, misbrug og psykisk sygdom ingen grænser….heller ikke kommunale. Tusind, tusind tak til jer alle fra Kløften festival og god fest… i fortjener det.
Mange venlige hilsener.
Daniel Sewohl