Skip to main content

Danser med piger

Scene
Down Under
Tidspunkt
23 juni
15:15
16:15
Om kunsteren


Danser Med Piger er lyden af venskab og musikalsk talent. Et vaskeægte band, bestående af fem bedste venner, som elsker at spille musik sammen.

”Vi har det for fedt, når vi spiller og skriver sange sammen! Vi kunne sagtens have spillet musik hver for sig, men sammen er det bare meget sjovere. Når vi laver musik, er vi fem bedste venner, der hænger ud, samtidig med at vi laver musik lige præcis på denne måde, som vi elsker.”

Efter flere år med optrædener med coverversioner, fik bandet lyst til selv at skrive og indspille deres egen musik. En aften i deres selvbyggede hjemmestudie skete der pludselig noget. Debutsinglen tog sin spæde start og i stedet for at gå i seng, for at være friske til en vigtig session dagen efter, blev bandet oppe hele natten for at lave sangen færdig: ”Når vi laver musik, så går vi og har det for sygt hele aftenen og natten! Vi går og danser til det, synger, kigger på hinanden og får det fedeste rush af at l ave den her musik. Vi synes, det ville være dumt, hvis ikke vi forsøger at videregive denne følelse, til dem der vil lytte”.

Det blev til sangen ’Lad Mig Være’, hvis titel indikerer det modsatte af hvad bandet i virkeligheden opfordrer til. Man skal nemlig alt andet end at lade dem være, og sangens omkvæd: ”Lad mig være noget for dig” beskriver egentlig meget godt lige netop det, som bandet gerne vil opnå: ”Vi elsker dansemusik, og vi vil gerne invitere folk ind i varmen og med til vores fest. Det håber vi, at folk derude er klar på. Sangen er en energibombe, som handler om at springe ud i det, ud i kærligheden. At turde være direkte, gribe chancen og droppe tvivlen.”

Danser Med Piger er rendyrket pop og disco anno 2023, som trækker tråde fra 80’erne: ”Det er helt klart pop, det kan vi ikke løbe fra! Og så er det 80’er inspireret. Men vi prøver at lave en ny era indenfor disco. Vores generations form for disco med inspiration fra den gamle skole, såsom Earth, Wind & Fire og Michael Jackson.”

Copyright 2012 - 2021 Kløften Festival | All Rights Reserved | Handelsbetingelser | Privatpolitik