Kenn Lending Blues Band - Down Under Fredag den 26. juni 2020 kl. 22:00

Hvis man overhovedet kan tale om en skandinavisk “Bluesmand”, må Kenn Lending være noget af det tætteste man kan komme på dette begreb. I det sydlige USA er en bluesmand en musiker, som lever med sin musik fuldt ud. En der kan begejstre og bevæge sit publikum ved en hver lejlighed, om det er til alvor eller fest.

At Kenn kan begejstre og bevæge sit publikum til hver en tid, har han til fulde bevist i 40 år. At Kenn Lending Blues Band, der fejrer sit 40 års jubilæum i 2020, har haft et bredt publikum, udover de inkarnerede blues fans, skyldes nok Kenn Lending’s holdning til blues, som mere end bare en stil. Kenn opfatter snarere blues som grundsubstansen i al sort amerikansk musik og Kenn Lending Blues Band favner derfor alle de sorte stilarter, fra den dybe Mississippi Blues til moderne funky og soul’ed Urban Blues. En aften med Kenn Lending Blues Band er som en musikalsk rejse igennem afroamerikansk musiktradition, hvor publikum både har mulighed for at dvæle ved bluesens dagligdags poesi og at danse til sveden springer, i et funky rytmisk univers, med rødder i Afrika.