Og vinderen blev…….
KARENINA
Upoleret pop med mørke dråber af triphop
Quasar er region Syddanmarks samlende talentprogram, hvor spillesteder og festivaler samarbejder om at fremme det musikalske vækstlag. 70 unge kunstnere deltog i Quasar 2019 og vinderne blev fundet til finalen på Jelling Musikfestival d. 31. maj. Her løb bandet Karenina fra Odense i overbevisende stil med sejren og præmien, som består af en turné, der altså starter lige her på Kløften festival.
Karenina udgav i efteråret sin debut-EP ”Under tiden”, der høstede gode anmeldelser hos både GFR og Musikblogger. Karenina er netop blevet offentliggjort til dette års Tinderbox, og bandet har tidligere varmet op for navne som Kellermensch, Katinka og Annika Aakjær samt spillet flere gange på Made in Esbjerg.
Karenina forener det organiske med det beskidte og Lo-Fi elektroniske, mens der ubesværet strøs velovervejet, dansksproget lyrik henover. Musikken balancerer sig både tematisk og klangmæssigt mellem to modpoler: det euforiske og det melankolske. Netop følelserne er centrale i Kareninas musik, hvor man hurtigt mærker ordene helt tæt på. Bandet består af Anna Halkjær (forsanger/guitarist), Emil Mathiasen (bassist) og Jeppe Bredahl (trommeslager).
Stort tillykke til Karenina, der kan opleves på Beach scenen fredag den 28.06. kl. 18.00