Uden mad og drikke, duer heltene ikke
Under årets Kløften Festival skal 950 frivillige bespises. For uden mad og drikke, duer heltene ikke.
Derfor bliver der også sørget rigtigt godt for de mange frivillige, og de kommer ikke til at gå sultne rundt.
Hver dag serveres der nemlig lækker mad 4 gange: Morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad.
Den opgave klarer Haderslev Ungdomsskole AU.
AU er en forkortelse for ”Alternativ Undervisning”, og det er præcis det, Haderslev Ungdomsskole tilbyder de unge mennesker: Et alternativ til den almindelige folkeskole, hvor de har haft det for svært til at kunne få de succesoplevelser, alle mennesker har brug for.
Festival på skoleskemaet
Haderslev Ungdomsskole ligger på Christiansfeldvej i Haderslev, nabo til parkanlægget Kløften, der hvert år lægger græs til Kløften Festival. Festivalen drives af 950 frivillige, der alle skal bespises for at have energi og kræfter til at bygge, afvikle og rydde op efter tre dages festival.
Organisationen bag Kløften Festival er imponerede over måden, opgaven gribes an på. Derfor har vi taget en snak med Michael Engstrøm, der til dagligt er tillidsrepræsentant og teamkoordinator i WorkZone på skolens afdeling Tingvejen i Vojens. Han fortæller hvordan Haderslev Ungdomsskole så en oplagt mulighed for at give de unge mennesker en ganske særlig opgave.
Et nøje tilrettelagt undervisningsforløb
”Hvert år rykker Kløften Festival ind i vores baghave. Det er et stort set-up, og vi ved, at vi med vores faciliteter, som bl.a. tæller et professionelt industrikøkken, kan løse en nødvendig opgave for festivalen. Vi ved også, at vores medarbejdere på ungdomsskolen kan planlægge et forløb, der giver mulighed for en rigtig fornuftig løsning, der er til gavn for alle parter: Kløften Festival, Haderslev Ungdomsskole som et godt sted for unge at udvikle sig og – ikke mindst – de unge mennesker, vi er heldige at have hos os.”, fortæller Michael Engstrøm.
Alle elever på Ungdomsskolens AU-hold har individuelle mål for deres læring og udvikling. Alt dette bliver tænkt ind i planlægningen af forløbet, og der bliver lavet en vagt- og arbejdsplan, hvor der er plads til den enkelte elev, og de udfordringer, der kan opstå undervejs. Det er ganske enkelt en del af læringsprocessen, at udfordringerne klares præcis som der er behov for, så alle elever får en succesoplevelse.
Det er ikke nogen lille opgave.
De unge mennesker oplever at bespise hele 400 frivillige på de travleste dage. Det kan sagtens lade sig gøre, når rammerne er sat rigtigt.
Hver dag starter med LEAN tavlemøder, hvor opgaverne bliver fordelt mellem lærer og elever i småteams. Eleverne trænes i at holde fokus på lige præcis den opgave, hvor de spiller en vigtig rolle. Så tager kammeraterne sig af de andre opgaver.
Arbejdet starter længe før festivalen
Inden det praktiske arbejde for alvor tager fat, er alle de unge mennesker blevet oplært i køkkenhygiejne, fødevaresikkerhed, håndtering af råvarer og alt det, der kræves af et professionelt køkken. De lærer at træffe begrundede valg, og under forløbet får de tiden til at håndtere de situationer, hvor de – også i pressede situationer – skal omsætte læring til praksis. De lærer om hvordan vi undgår madspild, og hvordan eventuelle rester fra dagen kan bruges dagen efter.
Det giver mening for de unge mennesker
Der er ingen tvivl om, at arbejdet i forbindelse med Kløften Festival er vigtig for personalet på Ungdomsskolen. Flere gange under samtalen, mens Michael fortæller om elevernes indsats, er han tydeligt rørt på elevernes vegne.
”Vi er stolte af at kunne bruge det til at udvikle eleverne. De har haft det svært i folkeskolen, og de fortjener virkelig at mærke, at de gør en forskel. De opdager, hvad det vil sige at være med til noget større, og hver eneste gang de frivillige fra Kløften Festival stikker hovedet ind i køkkenet for at sige tak for mad, så vokser de unge mennesker.”
Vi har talt med 4 af de unge mennesker, Theis på 16 år, Nanna på 17 år og Casper og Mikkel på 15 år.
”Det er hyggeligt at deltage i madlavningen, fordi vi arbejder sammen”, fortæller de alle fire.
”Det er rart, at det er praktisk”, fortæller Theis. ”Der er stor læring i forhold til at lave maden og vide alt om madlavningen.
”Det føles ikke som undervisning. Vi er bare sammen, og vi laver noget sammen”, fortsætter Nanna, der har arbejdet en del med salatbaren, men også haft mange andre spændende opgaver. ”De frivillige er mega-flinke, og kommer og siger tak for mad.”
Er det ikke et pres at der kommer så mange mennesker for at spise hos Jer?
”Nej”, svarer Casper. ”Vi ved, hvad vi skal lave, og det hygger vi os med. Jeg får lov til at snakke med mange mennesker, som jeg ellers ikke snakker med og det giver gode bekendskaber”.
Mikkel synes godt, der kan være lidt pres på, lige inden gæsterne kommer. Mest fordi det er vigtigt lige at have overblikket over, om alt nu er serveret og præsenteret rigtigt på bordet. Men det er en god måde at træne det her med at have overblikket. Og der er meget læring i opgaven:
”I dag har jeg lavet tortillas sammen med Casper. Vi har også lavet tarteletter. Der var noget tilbage fra i går, og så kunne vi med resterne lave en ny god portion. Det er fedt at være med til at undgå madspil. Man lærer noget af at skulle være ansvarlige for andre mennesker” fortæller han, og fortsætter ”Vi hygger os i dagene før og under festivalen, og så lærer vi samtidig en masse. Det er en god oplevelse, og så får vi en billet, så vi kan komme med til festivalen.”
Alle fire nikker bordet rundt. Theis skal med til Kløften for første gang. Han har ikke planlagt, hvem han vil høre. Han ser bare frem til at være til festival. Nanna glæder sig til at høre Nik og Jay med veninderne, som også har arbejdet i køkkenet. Mikkel selv skal helt sikkert høre DJ Aligator og KATO.
Casper skal ikke deltage i Kløften. For ham er det for stor en mundfuld, med så mange mennesker. Men netop derfor har det været en rigtig god oplevelse, at være med i køkkenet. Så har han været med til at gøre en forskel i Kløften, selv om han ikke skal med til selve festivalen.
De er alle fire enige: Vi vil helt 100% anbefale de nye elever på Ungdomsskolen, at være med i køkkenet til Kløften. Det er bare så fedt at være med.